Min kurv
0 varer

Denne hjemmeside indeholder produkter og varer der ikke må sælges til personer under 18 år. Bekræft venligst at du er 18 år eller ældre.

Vinbloggen

Valg af julevin | Få gode råd til årets julevin | Densidsteflaske.dk

Den perfekte julevin – sådan vælger og serverer du den

Julen nærmer sig med hastige skridt! Selvom den søde juletid primært er forbundet med hygge, varme, afslapning og glæde, er december måned også forbundet med mange gøremål. Der er flere ting, der skal være styr på inden juleaften – ikke mindst julemenuen. Vi skal handle ind til and, flæskesteg, rødkål, sovs, brunede kartofler og meget mere, og det hele skal tilberedes i tide til den overdådige julemiddag.

Men ingen julemenu uden drikkevarer. Og det er her, julevinen kommer på banen. For de fleste danskere er valg af julevin nemlig lige så vigtigt som kød og garniture – og det med rette. Vin til julemaden spiller nemlig en afgørende rolle for måltidets helhedsoplevelse. En god julevin, der er nøje afstemt med maden, kan højne smagsoplevelsen betragteligt og skærpe sanserne. 

Er du i tvivl om, hvilken vin der skal være årets julevin i dit hjem? Og søger du inspiration til, hvordan du vælger den perfekte julevin til aftenens forskellige serveringer? I så fald er du landet det helt rette sted. I dette blogindlæg sætter jeg fokus på julevin og giver dig en række gode råd til, hvad du bør være opmærksom på, når du skal vælge den rette vin til julemaden.

Så sæt dig godt til rette, skænk dig selv et godt glas rødvin, og lad dig inspirere.

God fornøjelse!

Valg af julevin afhænger ultimativt af maden – og dine smagsløg

Jeg vil gerne lægge ud med det helt grundlæggende – nemlig at aflive en række myter om vin, som mange danskere retter sig efter, når de skal vælge julevin.

Det drejer sig bl.a. om følgende:

  • At korkprop er bedre end skruelåg
  • At alt over 60 kroner sikrer dig en god vin
  • At vinen bliver bedre, jo ældre årgangen er
  • At vinflaskens bund skal være dyb og ikke flad
  • At det er alkoholprocenten, der ene og alene definerer vinens kvalitetsniveau.

Sådan forholder det sig ikke, og disse myter er med til at forvirre mere, end de gavner. Det er en typisk fejl at betragte disse udsagn som retvisende parametre, når du skal vurdere din julevins kvalitet.

Så langt, så godt. Men hvad skal du så vurdere ud fra, når du vælger din julevin? Jo, hvis jeg skal være lidt firkantet, kan det sådan set besvares meget simpelt. Det drejer sig om to forhold:

  • Julemenuen
  • Dine og dine gæsters smagspræferencer.

Lad mig starte med sidstnævnte. For hvilken julevin der er den rigtige, er nemlig 100 % betinget af din personlige smag samt dine generelle vaner. Det gælder derfor altid om at følge mavefornemmelsen og bruge dine smagsløg aktivt, når du skal vælge den perfekte vin. Hvis du ikke kender den vin, du gerne vil have på bordet juleaften, er det altid anbefalelsesværdigt at undersøge markedet, sammenligne og smage dig frem. 

Når det så er sagt, er der alligevel nogle generelle tommelfingerregler, du med fordel kan navigere efter i beslutningsprocessen. Jeg har samlet en række af de vigtigste råd og gode tips til dig lidt længere nede. Men inden da bliver vi nødt til lige at runde det andet forhold: julemaden.

Ud over dine smagsløg er julemaden nemlig den anden faktor, der er med til at bestemme den rigtige julevin. Vinen skal nemlig spille sammen med og komplementere de forskellige serveringer, der byder på mange forskellige smagsnuancer. Netop derfor står julevinen også over for en række udfordringer, da den helst skal kunne komplementere og balancere følgende:

  • Kødets fedme
  • Sovsens kraft og konsistens
  • Saltet fra skindet og/eller sværene
  • Rødkålens syre
  • Sødmen fra de brunede kartofler og svesker.

For bare at nævne nogle af udfordringerne. Derfor er det afgørende, at du vælger en vin, der kan håndtere julemadens smagsmæssige kompleksitet, så den bliver den perfekte ledsager under hele middagen.

Lyder det som en umulig opgave? Bare rolig – det er det skam ikke!

Som lovet giver jeg dig nedenfor fem skarpe tips, som du med fordel kan gøre brug af, når du skal finde årets julevin.

#1 Gå efter den fyldige julevin til det fede kød

Det første tip er til dig, der gerne vil gå den sikre vej. Kødet til hovedretten kan nemlig serveres sammen med forskellige rødvine, afhængigt af om der er tale om and, flæskesteg, gås eller medister. Men vil du gerne være sikker i din sag, gør du ofte klogt i at vælge en relativt fyldig rødvin – i den kraftige ende af skalaen.

Den fyldige rødvin kan f.eks. have frugtige og sødlige noter, der spiller godt sammen med kødets fedme og harmonerer med rødkålen eller de syltede grøntsager. Et godt eksempel kunne være de oversøiske vine såsom en argentinsk malbec eller en californisk zinfandel. Og er du til den mere kraftige rødvinsfætter, vil du også kunne gå med en klassisk Amarone-vin.

Den fyldige og runde julevin med dybe og intense smagsnoter vil kort sagt være den perfekte partner til det fede kød i din julemenu.

#2 Alkohol, syre og tannin 

Hvis vi bevæger os et trin længere ned på listen over gode tips til valg af vin til julemaden, finder vi et råd, der omhandler følgende tre elementer i vinen:

  • Alkoholprocent
  • Syre
  • Tannin.

Disse tre elementer er afgørende faktorer, der afgør, hvordan vinen opleves på tungen og i ganen. Elementerne varierer betydeligt fra vin til vin, drue til drue og distrikt til distrikt. Men hvad skal du så gå efter?

Jo, det er klart anbefalelsesværdigt at vælge en vin til hovedretten, der har en forholdsvis høj alkoholprocent og tilsvarende høj koncentration af både syre og tannin. Denne sammensætning vil nemlig kontrollere fedtet i maden og give vinen ekstra fylde og kraft.

Du vil typisk opleve, at fedtet fra andestegen eller flæskesværene eller smøret fra de brunede kartofler let kan lægge sig i munden som en hinde, og her har de tre elementer en rensende effekt, når du skyller efter med vin.

Vær dog opmærksom på, at vinen fortsat skal have en vis sødme som nævnt i første tip. Ellers vil vinens eftersmag på tungen let blive opfattet som sur.

#3 Er hvidvin til maden et totalt no go? 

Nu har vi indtil videre kun talt om rødvine. Derfor er det nærliggende at spørge: “Betyder det, at hvidvine er et totalt no go som årets julevin?” Og hertil kan jeg med det samme svare: “Nej – ikke nødvendigvis.”

Rødvine er det klassiske og oplagte valg til hovedretten, da den traditionelle julemenu består af relativt tung mad – baseret på kød og sovs. Og her spiller de kraftige og aromatiske rødvine godt sammen men maden.

Men dermed ikke sagt, at hvidvine ikke kan komplementere julemenuen. Tværtimod.

Eksempelvis vil en halvtør, tysk riesling bidrage med en let sødme, der rigtig fint matcher de brune kartofler. Derudover vil hvidvinens syre bidrage med gennemslagskraft, der skærer godt igennem både fede svær og andeskind.

I det tilfælde du både har fjerkræ og svin i din julemenu, vil jeg anbefale at servere hvidvin til fjerkræet og rødvin til svinet.

Og så er det også vigtigt at påpege, at en let drikkelig og sødlig hvidvin også vil være et godt valg som appetizer, eller hvis du serverer en forret. Alternativt kan du tilbyde dine gæster en let mousserende vin, der er en fantastisk måde at kickstarte julemiddagen og aftenen på.

 

#4 Den søde afslutning – portvin eller dessertvin til risalamanden?

Så er vi nået til den søde afdeling. Og selvom man måske ikke skulle tro det, er sødt til sødt faktisk et perfekt valg, når det kommer til drikkevarerne.

Netop derfor vil jeg bestemt anbefale dig at overveje en kølig portvin med kraftige og sødlige smagsnoter af eksempelvis kirsebær, solbær eller lignende. Disse noter vil komplementere den varme kirsebærsovs og spille op imod den lækre vanilje- og sukkersmag i risalamanden. Du vil også kunne erstatte den klassiske portvin med en sødlig dessertvin, hvor udvalget af frugtnoter er mangfoldige.

Som et friskt alternativ kan du f.eks. vælge italienske bobler, der er et anderledes og sprudlende indslag. Jeg kan bl.a. anbefale den italienske brachetto-drue eller Sangue di Giuda.

Og så får du lige et lille afslutningstip: Du kan med fordel slutte den vellykkede julemiddag af med kvalitetsspiritus. En lille og lækker skarp som avec er en perfekt måde at slå mave på, inden det store gaveræs og turene rundt om juletræet. 

#5 Husk julevinens servering – et spørgsmål om temperatur og iltning

Vi slutter denne lille inspirationsguide af med et af de absolut vigtigste råd. Det er nemlig ikke kun selve valget af julevin, der er vigtigt. Den sanselige helheds-, smags- og succesoplevelse er i den grad også afhængig af, hvordan julevinen behandles og serveres.

Det er nemlig alfa og omega, at du serverer julevinen under optimale temperaturer. Den rette temperatur er en hel videnskab i sig selv, som du kan læse meget mere om i mit blogindlæg her. Men jeg kan afsløre, at det handler om vinens karakter og krop. Generelt set er disse temperaturer anbefalelsesværdige:

  • Fyldige rødvine: 17-19°C
  • Mellemfyldige rødvine: 14-16°C
  • Lysere, frugtagtige rødvine: 12-14°C
  • Fyldige hvidvine: 11-13°C
  • Medium hvidvine: 8-10°C
  • Dessertvine: 7-8°C
  • Meget tørre og lette hvidvine samt champagne: 6-8°C.

Derudover er det væsentligt, at du husker at åbne din julevin i god tid, inden du og gæsterne sætter jer til bords. Det gælder nemlig om at ilte vinene maksimalt, så de rigtigt kan åbne sig og give dig den ultimative smagsoplevelse fra allerførste tår.

Og så vil jeg ellers bare lige runde af med at understrege min indledende pointe: Husk ALTID at vælge din julevin ud fra din mavefornemmelse, dine smagsløg og maden.

Jeg håber, at du med ovenstående råd, tips og tricks eller blevet lidt klogere på, hvordan du vælger den perfekte vin til julemaden. 

Rigtig glædelig jul – og held og lykke med jagten på de rette vine.

Kommentarer
0 kommentarer
10% på første ordre
Automatisk deltagelse i konkurrencer
Notifikation om dagens vin
search image
×
Welcome Newcomer