Dekantering | Hvorfor og hvordan?
Guide til dekantering af vin – why and how to?
Dekantering. Mange kender slet ikke til ordet. Nogle vinelskere har hørt om det. Endnu færre har rent faktisk prøvet det.
Ved første øjekast kan det synes at være lidt noget værre ”vinsnopperi” at dekantere vin. Men faktum er, at dekanteret vin ikke bare er ren showoff. Det har reelt set en funktion rent smags- og oplevelsesmæssigt, når du skal nyde din vin.
Hvorvidt smagen og oplevelsen så er ”besværet” ved dekantering værd, er en hel anden sag, som der er lige så mange meninger om, som der er munde. Men hvad er dekantering egentlig? Hvorfor dekanteres vin? Hvad skal du være opmærksom på, når du dekanterer vin? Og hvordan gør du?
Få alle svarene og mere til i dette blogindlæg, hvor vi dykker ned i dekanteringens (vil nogle mene) forunderlige univers.
God læselyst!
Hvad er dekantering? Kemi, bundfald og modning
Men lad os bare lægge direkte ud med spørgsmålet: Hvad er dekantering? Når en vin bliver dekanteret, handler det helt overordnet set om, at den hældes fra den oprindelige flaske over i en anden beholder – typisk en eller anden form for karaffel til dekantering (også kaldet en ”vindekanter”).
Det kan lyde meget simpelt – og det er det sådan set også. Men ikke desto mindre har denne handling som nævnt en vis effekt. Hvis man spørger eksperterne, har dekantering betydning for smagen og den samlede oplevelse af vinens bouquet – det vil sige vinens aromatiske sammensætning. Der er dog delte meninger om, hvor stor en betydning dekantering i sidste ende har. Men lad det nu ligge for nu.
Grundlæggende kan man sige, at der er en sammenhæng mellem dekantering, kemi, bundfald og modning. Og hvad mener jeg så med det? Jo, lad os se nærmere på det.
Bør vin dekanteres – og hvorfor?
Der findes ikke noget endegyldigt svar på, hvorvidt en vin bør dekanteres eller ej. Det er 100 % op til den enkelte. Der er dog formodentligt en grund til, at så mange vinkendere med stor erfaring vælger at anbefale dekantering. Processen har nemlig følgende formål:
- Dekantering fjerner bundfald i vin: Over tid vil der udskilles farvestoffer og garvesyre i vin. Dette lægger sig efterhånden som bundfald i vin og kan give en grumset og bitter effekt. Der er intet farligt ved bundfald – det er kun et tegn på, at vinen har nogle år på bagen, men mange foretrækker en vin uden bundfald.
- Dekantering åbner/ilter vin: Vinens gemte aromaer og noter bliver udfoldet og fremhævet, så de rigtig kommer til deres ret. Samtidig fjernes ofte de ”uønskede” dufte, som forstyrrer vinens bouquet.
- Dekantering modner/udvikler vin: En ung vin med et langt liv foran sig kan med dekantering blive udviklet, så den er fuldt ud drikkeklar.
Det varierer meget fra vin til vin, hvor meget bundfald de enkelte vine har. De meget drikkeklare rødvine, der er aftappet kort tid efter endt gæring, vil typisk ikke have særlig meget bundfald og bør derfor også nydes, inden der for alvor dannes bundfald i vinen.
Foruden de ovenstående årsager til dekantering, er der selvfølgelig også den mulighed, at man gør det enten for showets skyld foran gæsterne, for æstetikkens skyld, da det er smukt med en dekanter på bordet, eller for vintemperaturens skyld, da en meget kold vin vil kunne genvinde varme ved dekantering.
Men hvilke potentielle fordele ligger der så i at dekantere vin?
Fordele ved dekanteret vin – en individuel smagssag
Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved at dekantere vin afhængig af, hvem man spørger. Men nedenfor har jeg forsøgt at lave en lille hurtig oversigt over de mulige og gængse argumenter for, hvorfor man bør foretage vindekantering.
- Vinen bliver mindre grumset at se på, og du undgår at skulle tygge i eller døje med bundfald mellem tænderne.
- Vinen får lov til at ånde, før den skænkes i glasset. Det sker effektivt via fx en dekanteringskaraffel med en bred og flad bund, som giver en langt større overflade end vinflaskens smalle hals.
- De mindre attraktive og upassende dufte fordamper – eksempelvis noter af svovl, tændstik, sprit, kål eller støv.
- Vinens tekstur (og smagsoplevelse) udvikles, hvilket er med til at blødgære og afrunde de kraftige tanniner (garvesyre i vin), der således naturligt bliver integreret i vinens helhed.
- I unge vine med meget højt syreindhold vil selve syren blive mere afrundet, så vinen bliver mere let drikkelig.
- Ved opbevaring af vinrester kan dekantering i mindre beholdere bremse oxideringsprocessen, så vinen holder på sin smag, aromaer, struktur og tekstur – særligt hvis karaflen sættes på køl.
Det er ultimativt en individuel smagssag, hvorvidt man er til dekantering eller ej, og skeptikere ville uden tvivl kunne finde lige så mange ulemper ved at dekantere, som der er fordele ved det. Mange ser i øvrigt også en sammenhæng mellem den pågældende menu og vindekantering, da de er af den overbevisning, at madoplevelsen højnes yderligere ved, at vinen forinden er blevet dekanteret. Kort sagt: Bogstaveligt talt et spørgsmål om smag og behag.
Men nok om, hvorfor du bør dekantere vin. Lad os komme til sagens kerne: How to?
Få din vin korrekt dekanteret – 3 simple trin
Det er faktisk meget simpelt at få dekanteret vin korrekt. Det handler for det første om at planlægge det en smule i forvejen. Ikke mange timer, men normalt cirka mellem en halv times tid til maksimalt to timer forud for serveringen. For det andet handler det også om at finde den rette vindekanter til formålet og at have de rette lysforhold til stede. Mange anvender et stearinlys eller en lommelygte under flasken, da det jo gælder om at hælde vinen over i karaflen, uden at der følger noget bundfald med. Husk at stille vinen oprejst noget tid forinden, så bundfaldet når at lægge sig ordentligt i flaskens bund.
Nu er du sådan set klar til at gå i gang med din dekantering:
- Træk proppen op af vinen og tjek, om der er efterladt korkrester på flaskehalsens inderside. Disse rester tørres i så fald væk med en ren klud.
- Hæld ganske forsigtigt og med rolig hånd vinen langsomt ned i karaflen, så du undgår, at bundfaldet hvirvler op og blandes med vinen.
- Når du kan se, at det mørke grums (bundfald) nærmer sig flaskehalsen, holder du inde med at dekantere – hellere for tidligt end for sent!
Og voila! Det var sådan set det.
Herefter kan du med fordel stille karaflen på køl, indtil den skal serveres – afhængig af den ønskede og ideelle serveringstemperatur selvfølgelig.
Vær varsom med at dekantere vin af ældre dato
Det er ikke nødvendigvis alle vine, der bør dekanteres, og som har godt af det. Generelt set kan man sige, at de vine, der med fordel kan dekanteres, er dem, der har et godt potentiale for at udvikle sig. Det vil sige de vine, der fortsat er i gang med en opadgående udviklingsproces og dermed kan blive endnu bedre i kraft af dekantering.
Vær dog varsom med dekantering af ældre vine. For selvom det typisk er de ældre vine, der danner mest bundfald, og som derfor også kræver en vis dekantering, ja så kan det også være med til at forstyrre eller ”udvande” vinens aromaer, inden man når at opleve dem i glasset. Visse vine af ældre dato – eksempelvis en årgammel Bordeaux – kan være meget sarte og skrøbelige, og her bør man særligt være påpasselig med dekanteringen. Sådan en vin vil måske være på vej mod sin modningsslutning, og du risikerer derfor at spolere vinens naturlig udvikling.
Du kan læse mere om, hvad der sker, når en vin bliver ældre i mit andet blogindlæg her.
Hvad med dekantering af portvin eller hvidvin?
Dekantering af rødvin er klart det mest udbredte og oplagte, da rødvine hyppigst danner bundfald. Men processen er nu ikke udelukkende forbeholdt den røde drue. I visse tilfælde kan dekantering af portvin og hvidvin også være gavnligt. Eksempelvis de store hvidvine fra områderne Meursault, Chassagne- og Puligny-Montrachet i Bourgogne. Eller hvis du har en meget ung, lukket hvidvin, der trænger til at blive åbnet og udviklet.
Afhold dig dog altid fra at dekantere en mousserende vin, da dette bare vil resultere i, at den boblende og perlende effekt forsvinder fra vinen.
Dekanteringsprop, -slange, sæt, karaffel eller vindekanter? En verden af udstyr
Hvem sagde dekanteringsudstyr? Ja, ligesom så meget andet inden for vinverdenen, findes der selvfølgelig også et væld af udstyr til dekantering. Du kan finde et væld af forskellige typer vindekantere og karafler samt dekanteringsprop, dekanteringsslange eller hele dekanteringssæt – og sådan kunne jeg faktisk blive ved.
Om du vælger at gå med hele udstyret eller nøjes med en enkelt karaffel, og om du overhovedet er til dekantering eller ej, ja det vil jeg lade være helt og aldeles op til dig selv at bestemme.
Mit bedste råd er: Følg din mavefornemmelse, dine smagsløg og prøv dig frem!
Held og lykke – og skål!