Vin til Konfirmation
Find god vin til konfirmation
Nu træder dit barn snart ind i de voksnes rækker, som det så populært lyder. Det skal fejres med et mindeværdigt brag af en konfirmation. Det indebærer sange, taler, lækker mad og dertil naturligvis noget god vin. Men hvordan vælger du egentlig vin til en konfirmation? Hvor meget vin skal man beregne pr. person? Og hvad skal du ellers lige huske omkring konfirmationsvin?
Alt det giver vi dig svar på i det her indlæg, hvor du også kan finde gode links til inspiration til fx maden.
Sådan vælger du en festvin, der hitter
Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe det an, når du skal finde en vin til en rigtig god fest? Der er kun få særlige hensyn, når det gælder en konfirmation. En ting er naturligvis, om konfirmanden selv må smage for at føle sig med i de voksnes række. Er der samtidig flere gravide ved festen, kan det være en idé at sørge for, at der er en mindre mængde alkoholfri vin (LINK til blog om alkoholfri vin).
Her kommer fire sikre tips, der hjælper dig videre i din udvælgelse af den gode konfirmationsvin:
- Vælg en vin, du selv kan lide: Det er din families fest, og I kan ikke gøre samtlige gæster ovenud tilfredse, hvad angår vinvalget. Der er stor forskel på, hvad folk er til, så vælg en vin, du eller I selv kan lide. Det kan være en god idé at købe nogle forskellige vine hjem og smage dem, før I vælger endeligt, hvilken I vil gå med.
Husk, at mad vil gøre, at vinen ændrer karakter og smag. Tag derfor også hensyn til maden, når I vælger vin. Det er ofte den bedste måde at gøre det på.
- Vinen skal passe til maden: Mad og vin er jo en hel videnskab i sig selv. Det er det af en grund. Du skal nemlig sørge for, at vinen passer til den mad, I skal servere. Få en masse god inspiration i vores madleksikon. Tag evt. også et kig på nogle af vores artikler om vin til mad.
Når du ved, hvilken type vin der går til den mad, du skal servere, kan du også sagtens vælge en vin, der rammer den brede smag, som flest muligt vil synes om.
- Gå ikke efter det billigste: For de fleste er budgettet meget afgørende, når det kommer til konfirmationer. Det vil naturligt smitte af på dit valg af vin til konfirmationen, men så snart du serverer vin, der koster under 100 kr. (og det kan vi godt regne ud, at du nok kommer til), kan 10 kr. til eller fra betyde rigtig meget for, hvor meget smag og kvalitet du får i vinen.
- Et spørgsmål om alkoholprocent: Bør alkoholprocenten have en indflydelse, når du skal vælge vin til konfirmationen? Først og fremmest er det jo konfirmanden og dig, der ved, hvilken fest I håber at få.
Den hyggelige: Skal det være en formel, sofistikeret dag, hvor der traditionen tro synges sange i ro og mag med stille grin og dejlig mad? Denne type konfirmation kræver ikke helt så store mængder vin for at holde sig kørende. Der skal blot være, så alle kan få og smage de forskellige typer vin, der serveres til de forskellige retter.
Abefesten: Er I mere til, at de voksne giver den fuld gas til langt ud på natten i en abefest af en konfirmation? Hvis du har planer om, at de skønne inviterede gerne må drikke sig en kæp i øret, kræver det naturligvis noget mere drikkelse til. Om det skal være vin, ved du igen bedst selv.
Hvor meget vin til konfirmation?
Hvor meget vin beregner man pr. person til en konfirmation? Det kan jo være utrolig svært at sige noget generelt om. Der er selvfølgelig nogle generelle retningslinjer at gå efter, men inden vi kommer til dem, får du lige et par vigtige pointers.
Mængden af vin til en konfirmation afhænger naturligvis af mange ting. Du ved nok bedst selv, om der kommer mange tørstige vinelskere til din konfirmation, eller om halvdelen er gravide, skal køre eller bare ikke kan lide vin. Det betyder altså, at der kan være enorme variationer i, hvor meget man skal beregne pr. person.
I hvert fald er det selvsagt oplagt, at alle, der ikke drikker vin, skal trækkes fra. Det gælder som nævnt gravide, børn og unge, evt. diabetikere, den ædru chauffør og dem, som ikke kan lide vin.
Som tommelfingerregel skal du bruge følgende vin til konfirmation, hvis I ikke vil mangle noget, og ingen skal tørste:
Vin til konfirmationens velkomstdrink: Her skal du beregne et glas pr. person af fx mousserende vin.
Vin til konfirmationens forret: Regn med, at hver person drikker cirka 1/3 flaske af fx hvidvin.
Vin til konfirmationens hovedret: Det er ofte her, at mange vinelskere kan tage rigtig tørstigt fra. Du skal som udgangspunkt derfor beregne 1/2-3/4 flaske pr. vindrikkende festgæst.
Vin til konfirmationens dessert: Gæster drikker som regel maks. to glas af de søde dessertvine.
Gem noget vin fra konfirmationen
Et andet godt tip, når det gælder vin til konfirmation, er at gemme nogle flasker som et minde om selve dagen. Disse flasker kan konfirmanden jo så passende få i fx 18- eller 30-års fødselsdagsgave eller i flytte-hjemmefra-gave.
På selve konfirmationsdagen ynder mange også at have en flaske vin som en konfirmationsgave til selve konfirmanden. Det kan være en årgangsvin fra det år, hvor han/hun er født, eller fra det år, hvor konfirmationen blev afholdt. Her skal man sørge for at købe en vin som konfirmationsgave, der egner sig til at blive lagret. Denne vin kan konfirmanden så finde frem og drikke ved en særlig lejlighed senere i sit liv eller sælge, hvis der er tale om en investeringsvin, som stiger i værdi med årene.
Skål og rigtig god konfirmation.