Vintilbehør | Inspiration til det rette vintilbehør
Få styr på dit vintilbehør – 4 ”must-haves” i dit køkken
Danskerne er et vinelskende folkefærd. Ikke nok med at vi drikker store mængder vin på landsplan – vi er også i stigende grad begyndt at udvise (sær)interesse for vinens forunderlige univers og mulighedsrum. Vinkælderen begynder efterhånden at blive et mere og mere udbredt fænomen i de danske privathjem, ligesom at vinreol- og vinopbevaringssystemerne bliver stadig mere avancerede og udbyggede.
Men én ting er opbevaring og indretning til vinkælder. Noget andet er det udstyr og tilbehør til vin, man har i hjemmet. Markedet for vintilbehør boomer nemlig med det ene smarte og praktiske produkt efter det andet, og det kan som vinelsker være helt vanskeligt at finde hoved og hale i, hvad man bør investere i.
Kan du nikke genkende til ovenstående? I så fald er der hjælp at hente i dette blogindlæg, hvor jeg sætter fokus på, hvordan du bliver klædt optimalt på med det rette vintilbehør. Læs med nedenfor og få fire hurtige ”must-haves” inden for vintilbehør til dit køkken.
Rigtig god læselyst!
Det rette tilbehør til vin afhænger af individuelle behov – og pengepungen
Inden jeg kommer til de fire ”must-haves”, er det vigtigt lige indledningsvis at få understreget følgende pointe:
Det rette vintilbehør er ultimativt et spørgsmål om individuelle behov!
Tilbehør til vin kan på sin vis sidestilles lidt med ens personlige smagspræferencer i forhold til vine. Nogle er til den ene type vin, mens andre er til en anden type. Nogle vil have det simpelt og ukompliceret, mens andre ønsker det avanceret, komplekst og dyrt.
Der findes med andre ord ikke et endegyldigt facit for ”det rette vintilbehør”. Det afhænger af, hvilken type person du er, og hvilket forhold til vin du har. Og ja, så kan man selvfølgelig ikke underkende, at pengepungen også altid har noget at sige i denne sammenhæng. Vintilbehør kommer i alle tænkelige former og prisklasser, og du vil således hurtigt kunne spendere store summer penge på avancerede og smarte produkter og design, hvis din privatøkonomi tillader det.
Så langt, så godt. Men lad os komme til sagens kerne. Her får du fire hurtige og kvalificerede bud på vintilbehør, som enhver vinentusiast bør have i sit køkken eller vinkælderen.
#1 Proptrækker – manuelt eller automatiseret?
Den første på listen kender de fleste til: vinproptrækkeren. Det siger lidt sig selv, at en vin ikke har ret meget værdi og glæde, hvis ikke den kan blive åbnet og nydt. Man skulle tro, at det var en sag, der bare er ligetil, men faktisk er det en lille videnskab i sig selv, hvordan du åbner vine.
Der er findes nemlig utallige varianter og modeller af proptrækkere på markedet, der udmærker sig på hver deres måde. Blandt de typiske kategorier finder du eksempelvis:
- Manuelle proptrækkere: Den klassiske og ”gammeldags” proptrækker, hvor du med håndkraft skruer og trækker/hiver kork- eller specialproppen ud.
- Automatiske proptrækkere: De mere avancerede modeller, hvor proppen automatisk via ét enkelt klik på en knap bliver hevet ud via eklektisk lufttryk fra proptrækkeren.
Fordelen ved den manuelle er, at du selv styrer optrækket. Omvendt kræver den kræfter, og mange kan være lidt nervøse for at trække propper op af vine. Fordelen ved den automatiske er, at den klarer det hele for dig og sikrer, at der ikke sidder en halv korkprop brækket af i flaskehalsen. Ulempen er ligesom ved alt andet elektronik, at det typisk ikke holder evigt.
Hvorvidt du er til den manuelle eller automatiserede af slagsen er et spørgsmål om temperament.
#2 Vinglas – giv vinen plads til at udfolde sig
Nummer to på listen handler om noget så simpelt som selve vinglasset. For selvom det kan lyde lidt opblæst, at denne faktor skulle have betydning i forhold til vine, ja så spiller vinglasset faktisk en afgørende rolle for den samlede smagsoplevelse.
Igen er det individuelt fra person til person, hvordan man ønsker at skænke og servere sine vine. Ikke desto mindre er der nogle gennemgående anbefalinger, man med fordel kan læne sig opad, når man skal vælge de perfekte vinglas.
Generelt set bør du gå efter vinglas med:
- 100% transparens – det vil sige fuldstændig gennemsigtige, så vinen kommer til syne
- Relativt stor volumen – det vil sige en pænt stor bowle
- Tulipanformet bowle – det vil sige smallere i glassets åbning
- Krystalglas – det vil sige en ru overflade, der hjælper duftpartiklerne med at blive frigivet ordentligt.
Ovenstående anbefalinger kan sagtens variere, og grundlæggende gælder det om at finde nogle rummelige glas, der giver vinen optimale betingelser for at kunne blive slynget godt rundt og cirkuleret i glasset, så aromaerne får frit spil, og så vinen folder sig bedst muligt ud.
#3 Vinilter – få åbnet op for vinens aromaer
Det tredje punkt på listen er vinilteren. En vinilter henvender sig nok i særlig grad til livsnyderen, der ikke bare vil nøjes med et standard glas vin. Det er et stykke vintilbehør, der sikrer, at du får det absolut maksimale ud af vinens krop, aromaer og smag.
Iltning dækker over den proces, hvor du hælder vin fra én beholder over i en anden, så vinen kommer til at ”pjaske” mest muligt. Det er med til at cirkulere vinen (ilte den), så aromaerne frigives, og karateren fremhæves. Iltningen skal typisk gerne foregå i god tid inden serveringen, så vinen rigtig kan åbne sig op, og så du kan nyde dens potentiale til fulde.
Ligesom ved proptrækkeren findes der både manuelle og elektriske af slagsen – i alle prisklasser.
#4 Vintermometer eller vinkøleskab
Vi slutter listen af i den dyrere og mere avancerede ende af skalaen – nemlig med vintermometret og/eller vinkøleskabet. Mange ville nok mene, at denne type vintilbehør ikke umiddelbart er et ”must-have” i køkkenet. Ikke desto mindre er den kommet med på listen, da der ikke kan herske tvivl om, at et vintermometer eller -køleskab i den grad optimerer dine muligheder for at servere og opbevare vin på den perfekte måde.
Hvis du vil opnå den bedste smagsoplevelse, er det vigtigt, at du ”overvåger” dine vine konstant. Her spiller temperaturen og luftfugtigheden (samt lyset) en enormt stor rolle, hvilket du kan styre og kontrollere med et vintermometer eller -køleskab.
Vintermometret sikrer, at du altid kender til den aktuelle temperatur, så vinene hverken bliver opbevaret for koldt eller varmt. Der findes en lang række modeller, der enten digitalt, via sensormåling eller infrarødt lys registrerer temperaturen for vinen. Vinkøleskabet kan derimod sikre, at du så også rent faktisk har den rette temperatur og luftfugtighed, hvilket du selv kan justere efter behov og vintype.
Er du yderligere interesseret i de korrekte serveringstemperaturer for vine, kan du læse mere i dette blogindlæg.
Jeg håber, at du nu er blevet lidt mere inspireret til at gå ud og shoppe dit helt eget og perfekte vintilbehør.